Skip to content

er nu malet blå.

hvorfor sætter jeg mig ikke bare.

hvorfor sætter jeg mig ikke bare til at skrive den historie.

bare et eller andet. (leth)

det har jeg ogsÃ¥ spurgt mig selv om de sidste par dage. men hektiske tilstande rÃ¥der nu. distraktioner er der nok af, og  der hersker efterhÃ¥nden en hvis anspændthed her pÃ¥ kollegiet. en vished om, at det nu ikke længere er et spørgsmÃ¥l om “ah, vi har stadig to uger”, men at der nu kun tale om dage, før vi spredes til alle verdenshjørner – helt bogstaveligt.

vinsmagning på waiheke

vinsmagning på waiheke

det lyder som en kliché, men der er stadig så meget at nå. så meget at gøre en sidste gang i byen, der har været mit hjem i næsten et halvt år. på en eller anden måde føles det helt uvirkeligt, at det, der for 5 måneder siden virkede som et ophold næsten uden tidshorisont, nu pludselig er ved vejs ende. jeg må erkende, jeg har svært ved at finde en passende grimasse.

der er meget og mange, jeg glæder mig til at se igen. høre, hvad der er sket pÃ¥ et halvt Ã¥r, og at kunne sige: “kan du huske dengang?”.

hernede er der en følelse af konstant at være “live” uden mulighed for at spole tilbage. en slags historieløshed, der er svær at forklare. her sker sÃ¥ meget, at der ikke rigtigt er tid til at se tilbage. opholdet har været et tog, der har buldret fremad uden bremse – pÃ¥ godt og ondt.

det har på alle måder været enestående og givende konstant at være omgivet af en flok finke, initiativrige og spændende mennesker, men jeg kan også mærke et begyndende behov for isolation. bare lidt, om ikke andet. at være uden for rækkevidde. jeg tror ikke rigtigt, jeg kan bundfælde det her helt, før jeg kommer lidt på afstand.

derfor skal jeg heller ikke trætte med flere halve, søgte betragtninger, men lad mig som sidst fortælle lidt om, hvad vi har brugt de sidste par uger på.

en vin-weekend pÃ¥ waiheke island har siden vi ankom i juli mÃ¥ned stÃ¥et højt pÃ¥ ønskelisten over udflugter. alt, vi har ventet pÃ¥, har været det forbaskede auckland-vejr, der indtil for kort tid siden diverterede os med latterlig regn og blæst. det kan skam ogsÃ¥ have sin berettigelse, men ikke nÃ¥r menuen pÃ¥ waiheke er lækre strande og vin-smagning pÃ¥ boutique-vingÃ¥rde. eller som vores vingÃ¥rds-type gjorde en dyd ud af at fortælle: ‘we’re not even boutique, we’re a post stamp wineyard.’ og sandt nok, det var ikke stort, men det var drønhyggeligt, vinsmagningen hos barnett bond og cat vosper i casita miro ved onetangi  beach pÃ¥ waiheke island.

vinmark på waiheke

vinmark på waiheke

waihekes geografi minder om en blanding af napa valley nord for san francisco og toscana – og specielt casita miro havde en fantastisk atmosfære af netop det. autenticitet og udsigt direkte til husets bakkede, fine vinmark.

hr. vinbonde bond lod os hurtigt forstå, at vi ikke burde drikke smagsprøverne ud. så ville vi ikke nå færgen hjem, insisterede han.

- if you drink the whole glass every time, you will not be able to walk out of here, forklarede bond med skælmsk mine.

de seneste mÃ¥neder mÃ¥ have bragt os i solid vin-træning, for vi drak i hvert fald ud – og var nogle timer senere i stand til at forlade casita miro og waiheke nogenlunde oprejste, selvom færgeoverfarten indrømmet var en – til en afveksling – sløv affære.

seneste udflugt gik til kystbyen new plymouth på vestkysten, hvor vi boede privat hos en flink kiwi-familie. på en eller anden måde var det en fin måde at indramme oplevelsen af new zealand på. at prøve noget andet end backpacker-hostels og i stedet få et indblik i kulturen helt tæt på. sådan helt uforfalsket og rent hverdagsliv i et hverdagshjem.

det bød pÃ¥ ikke sÃ¥ lidt britisk koloni-stil, masser af øl og rugby pÃ¥ storskærm i den lokale squash-klub  og røverhistorier om de engelske settlers, der anført af dicky barrett i 1828 besatte byen og med ikke altid helt fine midler holdt de indfødte maorier pÃ¥ afstand ved hjælp af flere tusinde soldater udstationeret for det britiske imperium. det var lige sÃ¥ man i det fjerne kunne høre ”rule, britannia! rule the waves.”

marinaen i new plymouth med udsigt til mount taranaki

marinaen i new plymouth med udsigt til mount taranaki

pÃ¥ mange planer fungerede new plymouth derfor som en spændende pÃ¥mindelse om landets tilblivelse og de europæiske newzealænderes – pakehas – selvforstÃ¥else.

nÃ¥r man bor, som vi bor, i en koloni af internationale studerende og masser af forskellige kulturer, er det let helt at glemme, at man rent faktisk befinder sig i et land, der ogsÃ¥ har en kultur, man i den grad skylder at udforske – mere end bare at drikke en pint pÃ¥ den lokale pub og lære at sige “aye, bro”.

men nu bliver det et ramble. det skal det ikke udvikle sig til, så for at vende tilbage til leths ord: hvorfor sætter jeg mig ikke bare til at skrive den historie. bare et eller andet.

det her var nok mest af alt det sidste; et eller andet. og det er den følelse, jeg sidder med. at indtryk ikke kan struktureres, mens de sker.

eller. jeg kan i hvert fald ikke. de skal simre lidt. og så kommer der måske noget meningsfuld tekst ud af det.

altid hyggelige wine cellar

altid hyggelige wine cellar

nu stÃ¥r den snart pÃ¥ goodbyes og farewells. men før det helt slutter, er der en mÃ¥neds road trip pÃ¥ sydøen med gode mennesker og ikke mindst vandreturen, der følger ‘the kepler track’, der over 60 øde og forladte kilometer nok skal give os tid nok. til alt det vi skal.

alt det vi skal, før vi sætter os til rette i flykabiner og sterilt trætte transitområder med plettede plastsæder.

auckland. kuala lumpur. dubai. hamborg. viborg. Ã¥rhus/københavn/….?

og så glæder jeg mig til at se jer i dk. fandme.

-frederik

om en slutning. det gode i en afvisning. og noget om at lade tilfældet råde.

det har ikke været let at skrive indlæg nummer to.

ikke så meget fordi, der ikke er noget nyt at fortælle. det er der skam. læssevis af nye oplevelser i technicolor. flere nye spændende bekendtskaber til ekkoet af the rembrandts (og morgenmaden er brændt på og det hele er bare great!) og det er det. great. det er pissegreat.

men det er også på lånt tid.

det faktum har ramt mig som en forhammer i tiden efter forårsferien for et par uger siden. den markerede afslutningen på semestret, sådan før det for alvor går ind i eksamensræset.  nu er der kun omtrent en måned tilbage af skoleåret hernede. faktisk mindre.

så er det slut.

det står nu så klart, at selv vores ellers gedigne og ihærdige og intensiverede rødvinseskapader ikke kan sløre det længere (speaking of, skål.)

en måned tilbage i det fantastiske studiekollektiv, der er wellesley student apartments på mount street. en måned tilbage med fine mennesker. en måned tilbage i den ramme, der har været som en slags ekstrem, eller overdrevet virkelighed. sådan en, der opstår, når man smider flere hundreder studerende fra alle verdenshjørner ind i en silo og rører rundt. det er en smeltedigel, der ikke kan undgå at blive et  intenst bekendtskab. men nu skal det ikke blive for højtravende, rørstrømsk og patetisk. for sådan er det heller ikke.

så lad mig i stedet, som en halv-terapeutisk selv-distraktion, fortælle lidt om, hvad der så skete i forårsferien.

vi var nogle stykker, der lejede en bil og kørte ud i det blå. sådan set. uden en plan. eller der var en plan. den var at se alt. selvom vi intet vidste. det betød fx, at den første nat blev tilbragt sammenkrøllet sovende i bilen i byen rotorua. på parkeringspladsen bag the public library. natten var lang. og morgenen stærkt kaffekrævende.

alle insisterede vi pÃ¥, at næste nat ikke skulle tilbringes i bilen igen. der mÃ¥tte være en bedre løsning. vi drog derfor sydpÃ¥ mod new zealands største sø, lake taupo, hvor en pige fra kollegiet havde et sommerhus – havde vi hørt, vist nok, til en fest – og var tilbuddet overhovedet alvorligt ment? men det var forsøget værd, blev vi enige om, mørbankede og sultne efter  den elendige nat og dagens lange vandretur ved søen.

sms blev afsendt.

- would it be possible to stay at your place at lake taupo tonight? we will cook for you!

det var et far shot. virkelig. vi krydsede fingre. et par minutter senere tikkede svaret ind.

- definitely! i’m just having some girls over – we’re in the pool. come join!

awesome! et meget bedre svar kunne vi ikke have forestillet os. vi indtastede adressen i gps’en og kørte gennem mørket i retning af huset. det skulle vise sig, at det lÃ¥ ved søbredden. fucking lakeside. panorama ud over det kæmpemæssige vandspejl, der var lake taupo. hvilket utroligt held. en særdeles fornuftig opgradering fra den sidste nat. her kunne vi godt bo.

vi pakkede ud og  hoppede i det store termiske bad – som det viste sig at være – med vand fra varme kilder i bjergene.

what are the odds. muligheden blev grebet. det er det, det handler om. stay hungry, stay foolish.

næste morgen drog vi mod tongariro national park. hjemsted for et af de mest imponerende bjerge i new zealand. naivt uforberedte, som vi var, troede vi, at vi inden dagen var omme havde besteget bjerget. til turistkontorets store fornøjelse / forargelse.

- you are aware, guys, that you need ice axes, alpine trekking experience and really warm clothes, right?

- ehh what, really?…sooo…it’s not just a nice, good walk?

- haha, oh my god, NO!, don’t go there if you don’t have the right equipment. it’s actually quite dangerous this time of year.

- hmm…alright, that’s somewhat of a setback. do you have another option for us then?

og det havde hun heldigvis. en option, der skulle vise sig at være absolutely stunning! en lang vandre/springe/klatre/kravle-tur til bjergsøen lake tama. der fik vi ikke brug for isøkser, men masser af gåpåmod. i alle ordets betydninger. ud i intetheden. ud i regnen. i blæsten. desolation row. forladthedens sti. dem var der mange af her. ingen mennesker at se til nogen sider.

den aften var vi ødelagte, trætte. fulde af oplevelser og alligevel underligt tomme og ikke sÃ¥ meget snak og pjank. hvad havde vi set og tænkt pÃ¥ den lange vandretur? af en eller anden grund sang vi nine inch nails’ hurt i johnny cash’ version den aften. stille med guitar og en stak kolde dÃ¥seøl at varme os pÃ¥.

what have i become?

my sweetest friend

everyone i know

goes away in the end

and you could have it all

my empire of dirt

———-

if i could start again

a million miles away

i would keep myself

i would find a way

——-

næste dag var en ny dag og vi rystede gårsdagens udmattende overlevelsestur af os og drog det sidste stykke mod syd. mod wellington. new zealands hovedstad og regeringsby.

uden at vide, hvor vi kunne overnatte, loggede vi fra vores hostel ind på sofasurfernes portal, couchsurfing.org.

og fandt gena, der – as it happens – havde en ledig sofa.

hun syntes, det var en aldeles glimrende idé at vi besøgte hende og blev et par nætter. så det gjorde vi.

det bekendtskab skuffede ikke. hun boede helt centralt i wellington, fÃ¥ hundrede meter fra den livlige og spraglede cuba street. i en temmelig forfalden og smadret, neonoplyst baggÃ¥rd. ved siden af en velassorteret liquor store. what’s not to like?

gena læste human ressources management på uni og boede i en kælderlejlighed, som hun havde indrettet minimalistisk som et new yorker-loft. masser af luft og plads. madrasser på gulvet. poolbord. spisebord med vinflasker. bruser uden lås. lande- og postkort på væggene. steder der var besøgt, og steder at besøge.

vi introducerede os og pakkede vores backpacks ud og drak vores medbragte speights dåseøl. lidt senere kom hendes veninder på besøg. og vi drak vinen på spisebordet. gik en tur til liquor storen og købte et par flasker mere og nogle flere øl. alt var, som det skulle være.

indtil vi gik videre.

retfærdigvis skal det siges, at wellington har fremragende barer, caféer og klubber. i forhold til auckland, der har et natteliv lidt præget af nogle ret turistede steder med få, men dog glimrende undtagelser (hint: den rå men formidabelt fine wine cellar på k-road!) de første steder, vi gik hen, var fremragende, men på den tredje klub gik det galt. for mig, i hvert fald.

faktisk kun for mig.

jeg var faldet i snak med nogle typer lidt bag de andre og en ny dørmand var kommet til i mellemtiden. og det gjorde åbenbart udslaget. eller afslaget rettere.

- i’m sorry, but i cannot let you in!

det mørke jakkesæt var alvorligt udspilet.

- i’m sorry…what? svarede jeg, uforstående.

- you have to wear shiny, black shoes to enter this club.

- uhm…but my friends just got in…wearing the exact same sneakers as me? they were let in just before me. didn’t you see them?!

- no, i don’t think so!

- ehh.. really!? what!?

- step away.

- alright, so you reckon i’m not gonna be let in tonight?

- that’s right, please step away from the line, sir. now.

jeg trådte et par skridt væk fra døren, men blev stående lidt derfra. dørmanden skulede og lignede en, der inderligt havde lyst til at fortælle mig, at jeg heller ikke måtte stå på fortovet foran klubben. på hans slet skjulte skuleri lignede det, at han forventede, at jeg hvert øjeblik ville forsøge et kontraangreb mod døren. et trodsigt stormangreb.

sÃ¥ begyndte det at regne. først en stille, næsten hyggelig regn. men sÃ¥ tog den til og vandpytterne blev til smÃ¥ søer i løbet af minutter. nogle forbipasserende troede tilsyneladende, jeg stod der frivilligt – fordi det jo bare er sÃ¥ fucking hipt at stÃ¥ i regnen alene. det er klart.

- aye, what’s up, bro! why you standin’ here, it’s rainin’!

- oh really? oh that’s right, it’s raining. well, ask the damn bouncer. he wouldn’t let me in.

- haha, well that happens every once in a while, sucks dude, i know. well, we’re going in now.

- have fun!

- thanks bro, see you!

mit held i en nøddeskal var min mobil også gået i strejke tidligere på dagen, så der var ingen måde at fortælle de andre, at jeg var blevet nægtet indgang. på grund af mine gummisko. så jeg stod og ventede. og ventede.

—-

og så blev jeg skubbet til. af gena. fandme. hårdt. pludseligt.

- what the f…! ohh…what’s up, gena?!

- oh i’m sorry. i like to push people when i’m drunk, haha!

så meget for human ressources. men meget belejligt. nu var nøglen til lejligheden i hvert fald i hus, og tanken om en nat i silende regn tonede langsomt væk.

- i see, funny, that, svarede jeg uden rigtigt at vide, hvad der foregik.

- i push people i like, that’s all, haha.

- okay. i see…so…where do we go from here?

det var den første uge i forårsferien. fra radbrækket overnatning på en parkeringsplads til opgradering i førsteklasses sommerhus. videre til udmarvende vandring ud i ødemarken til couch surfing og regnvåd afvisning i wellington.

jeg ville lyve, hvis jeg ikke erkendte, at det er let af blive afhængig af det her. ting, der sker, når man lader det ske – i mangel af planer eller bånd til at begrænse. at omfavne pludseligt opståede muligheder og sige ja til alt.

men det er også en stor luksus. og jeg tænker: kan jeg gøre det samme, når jeg kommer hjem? det håber jeg.

ps: anden uge i forårsferien er en anden og lisså herlig historie, men det må blive en anden gang. min tekstkvote er vist opbrugt for længst. en juleøl fra mig til dig, hvis du har læst hertil.

- frederik

sådan er der her.

hvordan er der? dér, hvor du er nu. hvordan er der at være? i auckland. på new zealand. 20.000 kilometer væk.

det har jeg forsøgt at finde ud af, siden jeg kom her. lige fra jeg landede på 8 mount street i auckland central for præcis 2 måneder siden. selvom jeg har sat mig til tasterne utallige gange, tror jeg først, jeg rigtigt kan svare på det nu.

for et par dage siden ramte et kraftigt jordskælv sydøen nær hovedbyen christchurch. et skælv, der heldigvis ikke kostede menneskeliv, men resulterede i stor materiel skade og kaotiske tilstande. og det gik op for mig, at det måske er den bedste metafor til at beskrive oplevelsen af de sidste 2 måneder. som et skælv. ikke et som det, der ramte christchurch. ingen materiel skade. ingen tilskadekomne. men en rystetur. et ordentligt ryk. væk fra det, der før var givet og almindeligt. til en anden virkelighed, hvor intet er, som det plejer at være.

nye gode udenlandske venner. smertelig distance til de danske.

men det hører alt sammen med til oplevelsen. det er en uundgåelig del. sådan er det, når et skælv rammer. så slår det revner. sommetider er det godt at blive tvunget til at springe og tage stilling. til alt det, der ikke længere er givet.

her er ikke bedre end hjemme. auckland er ikke en bedre by end hverken århus eller københavn. her er ingen fine brosten som i badstuegade. ingen intim pariserkvartersstemning som i studiestræde. intet risskov.  intet nytorv.

auckland er et middelstort, kaotisk skrummel af en by, der trækker heftigt pÃ¥ en højst bizar amerikansk 70-80′er-æstetik á la dallas og dollars. en skyline i blÃ¥t og grønt spejlglas. queen street – aucklands hovedstrøg – er én lang, turistet forhindringsbane, vi gør store anstrengelser for at undgÃ¥. fastfoodkæder og semi-mærkevarebutikker i kø. det er amagertorv pÃ¥ en solrig lørdag. uden den flotte byplanlægning. og springvandet.

men hvorfor er her så så forbandet fedt. alligevel. og på trods. og alt det. for det er der fandme. her er pissefedt!

fordi her er mennesker. fantastiske mennesker. der taler spansk. engelsk. kinesisk. hollandsk. svensk. fransk. fordi der er mennesker, der virkelig vil være her. lige her. lige nu. mennesker, der vil rejse og opleve. mennesker, der vil noget. det er det vigtigste. og det er helt enestående at være en del af. her er unikke oplevelser på samlebånd.

hvordan er det at leve i mexico city? hvordan er der i en forstad til berlin? hvorfor er hong kong noget særligt om vinteren? hvordan er der på guldkysten i australien? hvordan er livet i michigan, usa? i kansas? i finland? hvordan er det at vokse op som kiwi i new zealand?

svarene er aldrig længere væk end en tur med elevatoren til næste etage. eller næste igen. det er her, vi bor. wellesley student apartments på 8 mount street downtown auckland. og det er fan-fucking-tastic!

knap sÃ¥ fantastisk er mÃ¥ske universitetslivet. det er ikke mig. jeg er ikke akademiker. slet ikke. jeg læser ikke disciplineret nok. jeg skriver ikke nok indskudte og lange sætninger, selvom underviseren pædagogisk prædiker: “fred, you have to quit the brief sentences,”. det sker ikke.

klasseundervisningen er derimod god. fremragende, faktisk. der bliver talt en masse god engelsk og der opstår altid spændende diskussioner, uanset om emnet er nyere global populærkultur eller new zealandsk politik.

uni-livet er dog kun en lille del, og nÃ¥r hver dag bliver til hverdag er der heldigvis tid til sjov og ballade. nÃ¥r forelæsernes alvorlige miner og lange jeg-elsker-indskudte-sætninger-enetaler har gjort sit til at tørlægge hikuwai plazas ellers velvoksne ‘long black’-kaffekrus, sÃ¥ er det pÃ¥ høje tid. pÃ¥ høje tid med lidt distance.

en distance til auckland og uni. måske en øl og en snak om sverige. det er tæt på og så langt væk. måske længere væk. usa. mexico. langt væk fra new zealand og lidt prætentiøse forelæsninger med viden i vakuum. det er ikke derfor, vi er her. der er så meget mere. så meget andet at få ud af det. at give sig til. så meget mere end at gå på uni. vi er for legesyge til at gå på uni. det er måske nok vores alibi, men vores mission er fri leg. at gå på opdagelse.

ud af byen. ud af dallas og dollars. væk fra queen street. ud, hvor det blæser. ud, hvor der ikke er andet end klipper og øde strande. grønne, fløjlsbløde bakker og turkist vand. vulkaner og bjerge. råt og indbydende.

det skal jeg de næste to uger. i vores midterm break – en slags forÃ¥rsferie. ud i vildmarken. væk fra uni og væk fra auckland. ikke fordi det kan mÃ¥les pÃ¥ en karakterskala, men fordi det er spændende.

som det amerikanske hippie-undergrundsmagasin ‘whole earth catalog’ skrev pÃ¥ bagsiden af dets allersidste udgivelse i 1974: “stay hungry. stay foolish.”

det er derfor, vi er her. og der kommer nok også flere jordskælv. små som store. det er vilkårene. nu tager jeg rygsækken på og drager på opdagelse de næste to uger.

vi ses, venner.