hvorfor sætter jeg mig ikke bare.
hvorfor sætter jeg mig ikke bare til at skrive den historie.
bare et eller andet. (leth)
det har jeg også spurgt mig selv om de sidste par dage. men hektiske tilstande råder nu. distraktioner er der nok af, og der hersker efterhånden en hvis anspændthed her på kollegiet. en vished om, at det nu ikke længere er et spørgsmål om “ah, vi har stadig to uger”, men at der nu kun tale om dage, før vi spredes til alle verdenshjørner – helt bogstaveligt.
vinsmagning på waiheke
det lyder som en kliché, men der er stadig så meget at nå. så meget at gøre en sidste gang i byen, der har været mit hjem i næsten et halvt år. på en eller anden måde føles det helt uvirkeligt, at det, der for 5 måneder siden virkede som et ophold næsten uden tidshorisont, nu pludselig er ved vejs ende. jeg må erkende, jeg har svært ved at finde en passende grimasse.
der er meget og mange, jeg glæder mig til at se igen. høre, hvad der er sket på et halvt år, og at kunne sige: “kan du huske dengang?”.
hernede er der en følelse af konstant at være “live” uden mulighed for at spole tilbage. en slags historieløshed, der er svær at forklare. her sker så meget, at der ikke rigtigt er tid til at se tilbage. opholdet har været et tog, der har buldret fremad uden bremse – på godt og ondt.
det har på alle måder været enestående og givende konstant at være omgivet af en flok finke, initiativrige og spændende mennesker, men jeg kan også mærke et begyndende behov for isolation. bare lidt, om ikke andet. at være uden for rækkevidde. jeg tror ikke rigtigt, jeg kan bundfælde det her helt, før jeg kommer lidt på afstand.
derfor skal jeg heller ikke trætte med flere halve, søgte betragtninger, men lad mig som sidst fortælle lidt om, hvad vi har brugt de sidste par uger på.
en vin-weekend på waiheke island har siden vi ankom i juli måned stået højt på ønskelisten over udflugter. alt, vi har ventet på, har været det forbaskede auckland-vejr, der indtil for kort tid siden diverterede os med latterlig regn og blæst. det kan skam også have sin berettigelse, men ikke når menuen på waiheke er lækre strande og vin-smagning på boutique-vingårde. eller som vores vingårds-type gjorde en dyd ud af at fortælle: ‘we’re not even boutique, we’re a post stamp wineyard.’ og sandt nok, det var ikke stort, men det var drønhyggeligt, vinsmagningen hos barnett bond og cat vosper i casita miro ved onetangi beach på waiheke island.
vinmark på waiheke
waihekes geografi minder om en blanding af napa valley nord for san francisco og toscana – og specielt casita miro havde en fantastisk atmosfære af netop det. autenticitet og udsigt direkte til husets bakkede, fine vinmark.
hr. vinbonde bond lod os hurtigt forstå, at vi ikke burde drikke smagsprøverne ud. så ville vi ikke nå færgen hjem, insisterede han.
- if you drink the whole glass every time, you will not be able to walk out of here, forklarede bond med skælmsk mine.
de seneste måneder må have bragt os i solid vin-træning, for vi drak i hvert fald ud – og var nogle timer senere i stand til at forlade casita miro og waiheke nogenlunde oprejste, selvom færgeoverfarten indrømmet var en – til en afveksling – sløv affære.
seneste udflugt gik til kystbyen new plymouth på vestkysten, hvor vi boede privat hos en flink kiwi-familie. på en eller anden måde var det en fin måde at indramme oplevelsen af new zealand på. at prøve noget andet end backpacker-hostels og i stedet få et indblik i kulturen helt tæt på. sådan helt uforfalsket og rent hverdagsliv i et hverdagshjem.
det bød på ikke så lidt britisk koloni-stil, masser af øl og rugby på storskærm i den lokale squash-klub og røverhistorier om de engelske settlers, der anført af dicky barrett i 1828 besatte byen og med ikke altid helt fine midler holdt de indfødte maorier på afstand ved hjælp af flere tusinde soldater udstationeret for det britiske imperium. det var lige så man i det fjerne kunne høre ”rule, britannia! rule the waves.”
marinaen i new plymouth med udsigt til mount taranaki
på mange planer fungerede new plymouth derfor som en spændende påmindelse om landets tilblivelse og de europæiske newzealænderes – pakehas – selvforståelse.
når man bor, som vi bor, i en koloni af internationale studerende og masser af forskellige kulturer, er det let helt at glemme, at man rent faktisk befinder sig i et land, der også har en kultur, man i den grad skylder at udforske – mere end bare at drikke en pint på den lokale pub og lære at sige “aye, bro”.
men nu bliver det et ramble. det skal det ikke udvikle sig til, så for at vende tilbage til leths ord: hvorfor sætter jeg mig ikke bare til at skrive den historie. bare et eller andet.
det her var nok mest af alt det sidste; et eller andet. og det er den følelse, jeg sidder med. at indtryk ikke kan struktureres, mens de sker.
eller. jeg kan i hvert fald ikke. de skal simre lidt. og så kommer der måske noget meningsfuld tekst ud af det.
altid hyggelige wine cellar
nu står den snart på goodbyes og farewells. men før det helt slutter, er der en måneds road trip på sydøen med gode mennesker og ikke mindst vandreturen, der følger ‘the kepler track’, der over 60 øde og forladte kilometer nok skal give os tid nok. til alt det vi skal.
alt det vi skal, før vi sætter os til rette i flykabiner og sterilt trætte transitområder med plettede plastsæder.
auckland. kuala lumpur. dubai. hamborg. viborg. århus/københavn/….?
og så glæder jeg mig til at se jer i dk. fandme.
-frederik
