hvordan er der? dér, hvor du er nu. hvordan er der at være? i auckland. på new zealand. 20.000 kilometer væk.
det har jeg forsøgt at finde ud af, siden jeg kom her. lige fra jeg landede på 8 mount street i auckland central for præcis 2 måneder siden. selvom jeg har sat mig til tasterne utallige gange, tror jeg først, jeg rigtigt kan svare på det nu.
for et par dage siden ramte et kraftigt jordskælv sydøen nær hovedbyen christchurch. et skælv, der heldigvis ikke kostede menneskeliv, men resulterede i stor materiel skade og kaotiske tilstande. og det gik op for mig, at det måske er den bedste metafor til at beskrive oplevelsen af de sidste 2 måneder. som et skælv. ikke et som det, der ramte christchurch. ingen materiel skade. ingen tilskadekomne. men en rystetur. et ordentligt ryk. væk fra det, der før var givet og almindeligt. til en anden virkelighed, hvor intet er, som det plejer at være.
nye gode udenlandske venner. smertelig distance til de danske.
men det hører alt sammen med til oplevelsen. det er en uundgåelig del. sådan er det, når et skælv rammer. så slår det revner. sommetider er det godt at blive tvunget til at springe og tage stilling. til alt det, der ikke længere er givet.
her er ikke bedre end hjemme. auckland er ikke en bedre by end hverken århus eller københavn. her er ingen fine brosten som i badstuegade. ingen intim pariserkvartersstemning som i studiestræde. intet risskov. intet nytorv.
auckland er et middelstort, kaotisk skrummel af en by, der trækker heftigt på en højst bizar amerikansk 70-80′er-æstetik á la dallas og dollars. en skyline i blåt og grønt spejlglas. queen street – aucklands hovedstrøg – er én lang, turistet forhindringsbane, vi gør store anstrengelser for at undgå. fastfoodkæder og semi-mærkevarebutikker i kø. det er amagertorv på en solrig lørdag. uden den flotte byplanlægning. og springvandet.
men hvorfor er her så så forbandet fedt. alligevel. og på trods. og alt det. for det er der fandme. her er pissefedt!
fordi her er mennesker. fantastiske mennesker. der taler spansk. engelsk. kinesisk. hollandsk. svensk. fransk. fordi der er mennesker, der virkelig vil være her. lige her. lige nu. mennesker, der vil rejse og opleve. mennesker, der vil noget. det er det vigtigste. og det er helt enestående at være en del af. her er unikke oplevelser på samlebånd.
hvordan er det at leve i mexico city? hvordan er der i en forstad til berlin? hvorfor er hong kong noget særligt om vinteren? hvordan er der på guldkysten i australien? hvordan er livet i michigan, usa? i kansas? i finland? hvordan er det at vokse op som kiwi i new zealand?
svarene er aldrig længere væk end en tur med elevatoren til næste etage. eller næste igen. det er her, vi bor. wellesley student apartments på 8 mount street downtown auckland. og det er fan-fucking-tastic!
knap så fantastisk er måske universitetslivet. det er ikke mig. jeg er ikke akademiker. slet ikke. jeg læser ikke disciplineret nok. jeg skriver ikke nok indskudte og lange sætninger, selvom underviseren pædagogisk prædiker: “fred, you have to quit the brief sentences,”. det sker ikke.
klasseundervisningen er derimod god. fremragende, faktisk. der bliver talt en masse god engelsk og der opstår altid spændende diskussioner, uanset om emnet er nyere global populærkultur eller new zealandsk politik.
uni-livet er dog kun en lille del, og når hver dag bliver til hverdag er der heldigvis tid til sjov og ballade. når forelæsernes alvorlige miner og lange jeg-elsker-indskudte-sætninger-enetaler har gjort sit til at tørlægge hikuwai plazas ellers velvoksne ‘long black’-kaffekrus, så er det på høje tid. på høje tid med lidt distance.
en distance til auckland og uni. måske en øl og en snak om sverige. det er tæt på og så langt væk. måske længere væk. usa. mexico. langt væk fra new zealand og lidt prætentiøse forelæsninger med viden i vakuum. det er ikke derfor, vi er her. der er så meget mere. så meget andet at få ud af det. at give sig til. så meget mere end at gå på uni. vi er for legesyge til at gå på uni. det er måske nok vores alibi, men vores mission er fri leg. at gå på opdagelse.
ud af byen. ud af dallas og dollars. væk fra queen street. ud, hvor det blæser. ud, hvor der ikke er andet end klipper og øde strande. grønne, fløjlsbløde bakker og turkist vand. vulkaner og bjerge. råt og indbydende.
det skal jeg de næste to uger. i vores midterm break – en slags forårsferie. ud i vildmarken. væk fra uni og væk fra auckland. ikke fordi det kan måles på en karakterskala, men fordi det er spændende.
som det amerikanske hippie-undergrundsmagasin ‘whole earth catalog’ skrev på bagsiden af dets allersidste udgivelse i 1974: “stay hungry. stay foolish.”
det er derfor, vi er her. og der kommer nok også flere jordskælv. små som store. det er vilkårene. nu tager jeg rygsækken på og drager på opdagelse de næste to uger.
vi ses, venner.